lakrids

Glycyrriza glabra

Lakrids kendes udelukkende pga. dens rødder, så vi kan nærmest gå forbi planten uden at vide, at det er den. Den bliver op til en meter høj og vokser vildt mange steder på kloden, og findes selv på vores nordlige breddegrader dog kun i Tranekærs medicinhave på Langeland. 

LAKRIDS Glycyrriza glabra

er noget af det bedste, vi har mod mavesår. Det reducerer syremængden, stimulerer slimsekretionen og forhindrer, at cellerne i mavens slimhinde bliver ødelagt. Medicinalvirksomheder har udviklet et middel ved navn Caved-S, som i virkeligheden bare er lakrids uden den problematiske bestanddel, glycyrrhizin. Ved et engelsk forsøg med 100 mavesårspatienter var lakridsmidlet, der skal tygges ligeså virksomt til at helbrede mavesår, som det mest almindeligt brugte middel, Tagamet.

Desuden er lakrids noget af det bedste at spise mod for lavt blodtryk. Det skal dog være rigtig lakrids fra den ægte lakridsrod, som i fx finsk lakrids og ikke lavet på kunstige aromaer. Lakrids kan dog ikke anbefales i forbindelse med for højt blodtryk og kan forhøje blodtrykket for meget anvendt i for store mængder.

Lakrids er slimløsende og betændelseshæmmende, hvilket gør den velegnet mod hoste og lungeinfektioner, der ellers er svære at slippe af med. Du vil finde vitaminer som B1, B2, B3, B5 og E-vitamin i lakrids, som er en god kilde til disse vitaminer., samt til mineralerne calcium, zink og magnesium. 

Lakridsrod har været anvendt som lægemiddel siden det 17. århundrede mod fordøjelsesforstyrrelser, forstoppelse og andre maveproblemer. Det er anvendt til at lindre gastrointestinale problemer. I 2004 dukkede en mand op til mit udrensningskursus, hvor tarmskylning er det vigtigste punkt på programmet. Han led af for megen mavesyre og havde spist medicin mod mavesår i 12 år. Han gennemgik kuren og den efterfølgende diæt, hvor jeg bad ham om at forsøge sig uden medicin og i stedet tygge lakridsrod. Han kunne ikke engang lide smagen af lakrids, men efter lidt overtalelse hvor jeg refererede til forskellige forsøg med gode resultater, indvilligede han i at prøve. Han erstattede medicinen med lakridsrod, som han brugte som en slags snus og han var stadig ikke vendt tilbage til sin medicin, da jeg spurgte ham nogle år senere. Her havde han i mellemtiden vænnet sig til smagen af lakrids og var endt med at kunne lide den.

Da jeg ved, at ægte lakrids er sundt, så har jeg fundet flere måder at snige det ind i selv dadelkuglerne ved juletid, hvor jeg supplerede de grønne, kværnede fennikelfrø med lakridspulver, som jeg også kan finde på at anvende i min ingefær, som alternativ til honningen i min ginger/lemon/honey - eller selv i de syltede rødbeder, der kombineret med anisstjerner og kanelstænger er et hit.

Lakrids regnes blandt en af de ældste lægeplanter. Allerede i en oldægyptisk papyrus fra tiden omkring 3000 f.Kr. omtales den rosende som hostemiddel.

Der er tidlige referencer til lakridsroden i Kina, som går tilbage til 2300 f.Kr.. Det blev sagt, at kejser Shennong klassificerede mere end 300 forskellige lægeplanter, og en af ​​de vigtigste planter, han klassificerede, var lakrids. Shennong, hvis navn kan oversættes som "guddommelig bondemand", eksperimenterede med plantemidler, herunder brugen af ​​lakrids. Hans lære blev overleveret mundtligt, indtil de blev samlet i en bog kaldet The Divine Farmer's Materia Medica, der etablerede urterødderne til traditionel kinesisk medicin. Shennong selv mente, at lakrids kunne bruges som modgift mod toksiner, til at reducere ømhed og smerter og til at helbrede andre lidelser. På kinesisk kaldes lakrids 'gan can', hvilket betyder "sød urt". Fra Kina spredte denne medicinske rod sig til Indien, hvor legenden hævder, at selv Brahma, skabelsens hinduistiske gud, bekræftede dens velgørende natur.

Gamle assyrere troede også, at lakrids var god medicin. I det gamle Skythien, som i dag er en region, der omfatter Iran og dele af Østeuropa, blev lakrids dyrket, og i det tredje århundrede f.Kr. blev den importeret til Grækenland. Aristoteles' stjerneelev Theophrastus inkluderede en særlig omtale af lakrids i sin store bog om planter. Dioscorides, en gammel græsk læge og botaniker, inkluderede lakrids i sin De Materia Medica, en fem-binds afhandling om urtemedicin. Dioscorides kaldte lakrids "Glycyrrhiza", fra de græske ord "glukosriza" eller "sød rod".

Græske filosoffer og læger var ikke de eneste, der brugte lakrids! Faktisk tyggede Alexander den Stores soldater på lakrids for at hjælpe med at holde deres krop og humør oppe. På latin blev glukos riza til "liquiritae officinalis." Plinius den ældre inkluderede lakrids i sit store værk, Naturalis History, og han anbefalede at bruge det som et middel mod astma, mundsår og ondt i halsen. Andre romere, der troede på lakridsens kraft, omfatter Aulus Cornelius Celsus, Scribonius Largus og Cassius Felix. Scribonius Largus, som var kejserens læge, udskrev endda lakrids mod vokalsygdomme.

I middelalderen spredte denne yndefulde plante sig over hele Europa. I Spanien blev Saint Isador, biskoppen af ​​Sevilla i det sjette århundrede, poetisk om denne lækre plante i sit leksikon, og 'den hellige nonne', Hildegard von Bingen, priorinden for Rupertsbergklosteret i Tyskland i det tolvte århundrede, inkluderede lakrids i sin afhandling om lægemidler. I det trettende århundrede imponerede lakrids Mohammed Abdallah Ben Ahmed Dhialeddin Ibn Albaithar, som gjorde en særlig omtale af den i sin botaniske bog. Selvom lakrids var blevet brugt i vid udstrækning i naturlægemidler og recepter til alt fra hudsygdomme til øjensygdomme, gav dens sødme mulighed for andre formål. I Tyskland blev det tilsat øl såvel som alkoholisk spiritus. Da der fra det 15.århundrede har været dyrket lakrids omkring Bamberg i Tyskland, er der i Bambergs byvåben en gren af lakrids. På tidspunktet for renæssancen blev denne rod en udbredt tilføjelse til slik - brugt som smagsgiver til brød og andre bagværk. Og ovre i England blev lakrids det slik, vi kender og elsker i dag.

Der advares mod brug over lange perioder, da lakrids virker som kroppens eget kortison og da den er så stærk, skal man passe på med at bruge den ved for højt blodtryk, skrumpelever, sværere nyrelidelser og heller ikke ved graviditet. Til gengæld kan den anbefales i forbindelse med selve fødslen, som indianerne også i deres tradition har brugt den til.