Løgfamilien har mange fælles indholdsstoffer, men er alligevel meget forskellige i både smag og effekt, hvor ramsløg indeholder 10 gange så meget C-vitamin som citron og har mange af de samme antioxidanter som hvidløg og kaldes vild hvidløg eller bjørneløg
RAMSLØG
Allium ursinum
Det botaniske navn Allium ursinum betyder direkte oversat bjørneløg.
De nordamerikanske indianere har en leveregel: Hvis man kommer til et nyt sted med andre planter og dyr end man er vant til, og man er i tvivl om hvad der er spiseligt og giftigt, skal man følge bjørnen og holde øje med, hvad den spiser. Det er nemlig også egnet til os mennesker.
Følger du bjørnen, opdager du, at den som det allerførste søger ramsløg, når den forlader vinterhiet i foråret. Denne lille plante er kendt for sine blodrensende antioxidative egenskaber, og det kan bjørnen åbenbart mærke... Bjørne trænger i den grad til at blive renset ud efter de mange måneder i hi.
Ligesom indianerne, har de tidlige europæere sikkert kigget bjørnen over skulderen, og opdaget ramsløgets glæder. Derfor hedder denne sunde og måske mest udrensende urt af alle, bjørneløg. Ramsløg fortjener derfor mere end nogen titlen som marts måneds urt.
Bjørneløget er en løgplante med et langt, smalt løg og langstilkede, elliptiske grundstillede blanke grønne blade. De kommer frem i februar/marts måned og visner ned efter frugtsætning.
Ramsløg er på mange måder en misforstået plante, som lugter skarpt og kan brede sig voldsomt. Der går da også mange historier om, hvordan denne stærkt lugtende plante i sin tid kom til Danmark. Spanske soldater skulle have slæbt den til Risskovene ved Århus i 1808, og tyske soldater skulle også have bragt den ind i landet i 1848, nærmest for at ødelægge vores skove.
Men historierne har intet på sig, fordi vi har haft ramsløg lige siden bondestenalderen og højst sandsynlig før. Så det er ikke en plage, som er påført os udefra, men en gedigen dansk plante. Planten er hjemmehørende i flere dele af verden, bla. i store dele af Amerika og i det meste af Europa, hvor den breder sig helt over til Kaukasus. Op gennem tiderne har den været værdsat af mange, og selv i dag kan man købe den på torvet i både Frankrig og Italien.
Ramsløg kan bruges i mange retter i køkkenet, men det er de unge blade, som har den fineste smag. Bladene eller hele planter kan dampes og spises som tilbehør; eller de kan snittes og an-vendes i wokretter, mens de helt unge friske skud kan bruges i salater, eller hakkes fint og fx blandes i en sellerikartoffelmos, og på mange retter som en hvidløgsagtige krydderurt.
Denne gamle, nye grøntsag giver mange muligheder, så prøv et par drys fra naturen. Synes man om smagen, så byd den indenfor i haven.
Ramsløg har været brugt som grøntsag langt tilbage i tiden. Løgene er aflange og ikke særlig store. De kan tilberedes som almindelige løg. I moderne madlavning er ramsløg blade meget brugt. De kan plukkes fra begyndelsen af marts lige ind til blomsterne springer ud. Herefter bliver bladene grove og mindre egnet til at spise. Friske ramsløg blade kan fryses, så man kan have et forråd til resten af året.
Ramsløg eller vild hvidløg skyder i øjeblikket op i skovene. De har ligget klar under laget af visnede blade og nu eksploderer de nærmest. Planten vokser vildt i mange af vores skove og selvom den kan forveksles med den giftige liljekonval, så er man ikke i tvivl med det samme man har revet et blad over og står med en gennemtrængende duft af hvidløg.
Opbevar bladene indrullede i et fugtigt viskestykke i køleskabet. De holder ca.
1 uge. Desværre egner de sig ikke til tørring, men kan dog hakkes og fryses.
Du kommer ikke til at lugte af at spise ramsløg, som du gør, når du spiser hvidløg!
Ramsløg anvendt medicinsk har nogenlunde samme virkning som hvidløg. Ramsløg styrker immunforsvaret og har en antibiotisk virkning. Desuden kan ramsløg hjælpe på diarré, apetitløshed, kolik og luft i maven. Ramsløg indeholder flere aktive stoffer og har et meget højt indhold af bla. C-vitamin, som er dejligt i det tidlige forår, når der ellers ikke er meget friskt grønt at hente i naturen eller haven.
Men ramsløg er andet end til pryd i natur og have!
Som nævnt bruges den i mange lande som grøntsag, og den har så mange kvaliteter, at den er værd at tage ind i madlavningen. For det første smager den godt tilberedt på den rigtige måde og for det andet har den et meget stort C-vitaminindhold, faktisk mere end 10 gange så meget som citroner.
Planten er den smukkeste forårsbebuder, men det var først med det nordiske køkkens udbredelse, at vi for alvor fik øjnene op for den lille plantes kvaliteter. Så lad være at gå ud at købe ramsløg. Afsted til skoven! Det tager ingen tid at plukke bladene og man skal faktisk ikke bruge så meget. Sku' du være så uheldig at komme for sent og ramsløgene allerede er begyndt at gå i blomst, så pluk dem alligevel - og få den smukkeste og mest velduftende buket blomster med hjem til stuen, hvor de kan fortsat stå og springe ud og bringe et fantastisk lys af forår ind i hjemmet?!
Læs mere om, hvordan urten er blevet kommercielt udnyttet i USA og hvordan man bør plukke dem HER