tomat

tomat

Lycopersicon esculentum

Tomater er en væsentlig ingrediens i mange produkter

og at finde i de fleste køkkener verden over -

men tomater er også en af de sundeste madvarer.

Især tomaters indhold af lycopen, som giver den røde farve,

har vist sig at have en helbredende effekt på flere sygdomme.

TOMAT Lycopersicon esculentum

TOMAT har navn efter det sunde indholdstof, farvestoffet lycopen, som sænker faren for bygspytkirtelkræft med 50 %. Tomater virker vanddrivende og har et lavt indhold af purin, som gør dem egnet til gigtpatienter.  Denne vigtige lycopen-kilde sættes også især i forbindelse med behandling af livmoderkræft. Hjælper på dårlig fordøjelse og blodmangel.


Tomater er rige på jod og kalium og gode mod hudlidelser og eksem, samt renser blodet med sin basedannende virkning og gør det mindre surt. Der er dobbelt så meget jern i tomater, som der er i mælk og fem gange mere end i æggehvide.

 

I Oprah Winfreys show lavede man for nogle år siden et eksperiment med en hvid kvinde, som fik tomatpuré gennem 5 uger, der viste sig at forbedre hendes evne til at danne melanin og pigment i huden med mange procent. Lycopen er en fedtopløselig caroten, hvilket betyder, at tomaterne ikke har samme virkning rå, men med fordel kan opvarmes, og efter nyere undersøgelser bliver mere og mere effektivt, jo længere det opvarmes. Det kan evt. indtages som tomatpuré og er selv i ketchup, som jeg ellers ville have svoret på, at jeg aldrig ville anbefale – men tomatketchup har vist sig at være noget af det mere sunde i mange amerikaneres kost!


Lycopen hører til gruppen af de farvestrålende carotener og fremhæves gennem mange undersøgelser som guf for dit immunforsvar. Tomater beskytter dig også mod både blodpropper og visse kræftformer. Som en lille sidegevinst holder den saftige grøntsag også huden ung. Dermed er der lutter fordele ved at spise tomater - spis dem for variationens skyld både kolde og varme.


SUNDE FAKTA

Tomatens høje indhold af antioxidanten lycopen gælder også flåede tomater og puré. Effekten stiger dog med 25-40 procent, hvis tomaten er varm, fordi lycopenet bliver nemmere at optage. I modsætning til andre carotener, øges mængden af lycopen, når tomater bliver forarbejdede. Faktisk er indholdet af lycopen fire gange højere i tomatpure end i friske tomater. Indholdet af stoffet i ketchup er også højere. Lycopen er fedtopløseligt. Derfor skal du spise lidt fedt til tomaterne for at udnytte stofferne. Og med tomaters kalorieindhold på 20 kcal pr. 100 gram, kan du spise 10 kilo dagligt uden at sprænge kaloriebudgettet!


Hvilke tomater er egentlig sundest? - rå tomater, soltørrede tomater eller bagte tomater? Soltørrede tomater er rige på A- og C-vitamin og har det højeste indhold af lycopen.


Ud over lycopen indeholder tomat E-vitamin, betacaroten og C-vitamin, som også booster immunforsvaret.


Derudover findes der over 2500 forskellige varianter og mange farver, fx hvid, gul, rosa, lilla, brun og sort.


Tomater holder sig op til 14 dage og taber stort set ingen næringsværdi.

Kina er verdens største tomatproducent, hvor der produceres cirka 30 kilo tomater pr. indbygger pr. år.


Her er 8 sunde grunde til at spise tomater:

1. Brystkræft

Tomater beskytter kvinder i overgangsalderen mod brystkræft ved at regulere fedt-hormoner. Risikoen for brystkræft stiger hos postmenopausale kvinder efterhånden som deres body mass index stiger. En undersøgelse fra Ohio State University viste i 2013, at en kost med mange tomater hjalp med at kontrollere fedtprocenten hos kvinder, der havde passeret overgangsalderen.

"Fordelene ved at spise masser af tomater og tomatprodukter, selv i en kort periode, var tydelige i vores undersøgelse," siger undersøgelsens hovedforfatter, Adana Llanos.

Kvinder, der i 10 uger dagligt spiste tomater eller tomatprodukter med i alt 25 mg lycopen, opnåede en 9 procents stigning i blodets indhold af adiponectin, der er et hormon, som medvirker til regulering af blodsukker og fedtindhold.


2. Slagtilfælde

Et dagligt glas tomatjuice eller en klat ketchup kan redde dig fra døden. Stoffet lycopen i tomater viser sig nemlig i en finsk undersøgelse fra 2012 at reducere risikoen for at få apopleksi med over 50 procent.

Undersøgelsen er baseret på et 12-årigt studie af 1031 mænd, der viste at de mænd, der havde det højeste indhold af lycopen i blodet, havde en 55 procent lavere risiko for at få et slagtilfælde end mænd med mindst lycopen i blodet.


3. Sædkvalitet

En undersøgelse fra Harvard University af forskellige frugter og grøntsagers indflydelse på sædkvaliteten viste i 2013 at lycopen bidrog markant til en forbedring af sædcellernes tilstand.

Tomater har et højt indhold af lycopen, der var forbundet med færre abnorme sædceller. De bidrog til mellem 8 og 10 procent mere 'normal' sperm, skriver forskerne i tidsskriftet Fertility og Sterility.


4. Prostatakræft

Adskillige undersøgelser har vist at tomater kan reducere risikoen for prostatakræft med 30-40 procent, hvis man spiser 3-4 portioner tomater eller tomatsovs om ugen. Tomater har et højt indhold af en carotenoid, der hedder lycopen, som menes at have æren for den lavere risiko.

I en gennemgang af 21 undersøgelser fandt forskere fra Brigham and Women's Hospital og Harvard Medical School i 2002, at mænd, der spiste en masse rå tomat og kogte tomater var mindre tilbøjelige til at udvikle prostatakræft sammenlignet med mænd, der sjældent spiste tomat.

Nyere undersøgelser har dog ikke kunnet påvise den samme minimering af risikoen.

Da lycopen er tæt bundet til cellevægge, er det svært at udvinde det fra rå tomater. Derfor er kogte eller purerede tomatprodukter som tomatpuré, spaghettisauce, soltørrede tomater, tomatsaft og ketchup bedre kilder til lycopen.


5. Blodtryk

En undersøgelse fra Harvard University School of Medicine viste i 2006 at et tomatekstrakt sænkede blodtrykket hos personer med 5-8 procent.

Ligeledes viste en undersøgelse fra Barcelona Universitet i 2012 at bare en portion gazpacho ugentligt sænkede blodtrykket med 15 procent. Gazpacho er en traditionel kold spansk suppe, der hovedsageligt består af tomater sammen med agurk, hvidløg og madolie.  En kvart liter gazpacho om ugen var nok til at sænke blodtrykket med op til 15 procent og for hver kvarte liter ekstra ugentligt syntes blodtrykket at falde yderligere 15 procent.


6. Knogleskørhed

En canadisk undersøgelse fra Division of Endocrinology and Metabolism på St. Michael's Hospital i Toronto viste i 2011 at postmenopausale kvinder, der i en 4-ugers periode fik fjernet tomater og andre kilder til lycopen fra kosten fik problemer med deres knoglevæv.

Kvinderne havde øget oxidativt stress i deres knogler og uønskede ændringer i deres knoglevæv, som på længere sigt kunne øge udviklingen af knogleskørhed.


7. Hjertekarsygdomme

Forskere fra Tufts University har sammenlignet hundredvis af amerikanske patienter over en 11-årig periode, hvor de bl.a. nedskrev deres forbrug af tomater og tomatprodukter.

Resultaterne viste at regelmæssigt indtag af lycopen-holdige fødevarer reducerede risikoen for hjertesygdomme med 26 procent.

8. Kolesterol

Adskillige undersøgelser - f.eks. fra universitetet i Oulu i Finland i 2007 - har vist at tomater og tomat-produkter nedsætter total kolesterol, LDL-kolesterol og triglyceridniveauet. Det har også vist sig at nedsætte akkumulering af kolesterol molekyler inde i makrofagceller. Makrofagceller er en type hvide blodlegemer, der aktiveres, når det oxidative stress i blodet bliver for højt, og hvis de har for meget kolesterol medvirker makrofagcellerne til åreforkalkning.




TIPS: BAGTE TOMATER

Lav dine egne semidried tomater: Skær tomater i både, læg dem på en plade med bagepapir, drys med havsalt og peber, dryp med olivenolie, drys med en smule rørsukker, og bag 3 timer ved 90 grader. Brug tomaterne i salater, pastaretter og sandwich.