drageblodstræ

Dracaena draco

Drageblod er en rødbrun harpiks, som fremstilles fra forskellige træer, særligt kendt for at kunne stoppe blødninger fra sår, som et flydende plaster. Men drageblod bruges traditionelt i forskellige kulturer som medicin i forbindelse med eksempelvis maveproblemer og har flere anvendelsesmuligheder end man tror...

Drageblod

Dracaena, Croton or Calamus

Drageblod er en rød harpiks, som er opnået fra flere arter af en række forskellige planteslægter: Calamus spp. (tidligere Daemonorops) også inklusive Calamus rotang, Croton, Dracaena og Pterocarpus. Den røde harpiks har været i brug siden oldtiden til sårbehandling, lak, medicin, røgelse, pigment og farvestof.

Dracaena draco-blade viser dragens blodpigment i bunden. En stor grad af forvirring eksisterede for de gamle med hensyn til kilden og identiteten af ​​drageblod. Nogle middelalderlige encyklopædier hævdede, at det skulle forståes bogstaveligt som blod fra elefanter og drager, der var omkommet i dødelig kamp.

Jeg er selv stødt på drageblod flere steder i verden, bl.a. i forbindelse med ceremonier ikke mindst ayahuasca i Peru, hvor man i flere traditioner udover ayahuascaen indtager drageblod før man drikker masser af vand. Herefter kaster man op og drikker mere vand. Processen fortsætter til mavesækken er ren. Drageblod bruges i denne del af verden ved flere udrensningsceremonier, som er forbudte herhjemme. Sangre de Drago (kaldet Sangre de Grado i Peru), fra en hvilken som helst af syv arter af Croton, der er hjemmehørende i Peru, Bolivia, Ecuador og Brasilien, har påståede sårhelende,  men også antioxidante egenskaber og er blevet brugt i århundreder af indfødte folk. Arterne er Croton draconoides Muell. Arg., Croton palanostigma Klotzsch, Croton perpecosus Croiza, Croton rimbachii Croizat, Croton sampatik Muell. Arg., Croton erythrochilus Muell. Arg. og endelig Croton lechleri ​​Muell. Arg.

Thaspin fra den sidstnævnte drageblodsart, Croton lechleri ​​kan indimellem ses anvendt som et kræftlægemiddel.

Men da drageblodsfamilien er stor med ret forskellige arter, er det vigtigt, at det er den rette, man anvender, hvis det skal indtages som medicin. Her er det blot de forskellige nævnte arter indenfor Crotontræer, der kan anvendes forsvarligt.

Mens harpiksen fra Dracaena-arter, "ægte" drageblod indeholder det meget giftige mineral cinnober (kviksølvsulfid) blev ofte forvekslet af de gamle romere. I det gamle Kina skelnes der kun lidt mellem typerne af drageblod fra de forskellige arter. Både Dracaena- og Calamus-harpikser markedsføres stadig ofte i dag som drageblod, med ringe eller ingen skelnen mellem plantekilderne; harpiksen fra Calamus er dog blevet den mest solgte type i moderne tid, ofte i form af store kugler af harpiks.

Harpikser, der kommer fra forskellige arter og forskellige kontinenter, har fået navnet "drageblod", men deres renhed, udseende og kemiske egenskaber er meget forskellige. Rejsende til de kanariske øer i det 15. århundrede opnåede drageblod som tørrede granatrøde dråber fra Dracaena draco, et træ hjemmehørende på de kanariske øer og Marokko. Coverbilledet er taget februar 2023 efter yogaretreatet på el Hierro, hvor jeg efterfølgende selv holdt ferie på naboøen la Gomera, hvor der var fyldt med drageblodstræer.

Harpiksen udskilles fra dens sårede stamme eller grene. Drageblod opnås også ved samme metode fra den nært beslægtede Dracaena cinnabari, som er endemisk for øen Socotra. Denne harpiks blev handlet til det gamle Europa via røgelsevejen. Drageblodharpiks er også fremstillet af rattanpalmer af slægten Calamus på de indonesiske øer og kendt der som jernang eller djernang. Den samles ved at brække det røde harpikslag af, der omslutter rattanens umodne frugt. Den opsamlede harpiks rulles derefter til faste kugler, inden den sælges.

I sin undersøgelse af kunstneres pigmenter beskrev kemikeren George Field drageblod som "en varm semi-transparent, ret mat, rød farve, som uddybes af uren luft og formørkes af lys."

En bemærkelsesværdig forekomst af drageblodrød i kunsten er i Giottos pinsedag. I dette maleri menes det, at det pigment, der bruges i de orange-røde flammer over apostlenes hoveder, er drageblod. Ifølge Plinius den Ældre blev drageblod brugt af kunstnere i antikken. Malere fortsatte med at bruge det til at skabe kødfarver i løbet af det 17. århundrede. I det 19. århundrede indikerer publikationer om kunstneres materialer, at det var mest anvendeligt som en fernis, ikke som pigment til maleri. I 1835 udtalte George Field, at drageblod er "utilfredsstillende til at male med" Imidlertid blev pigmentet brugt til at fremstille farven kendt som "kinesisk orange."

Drageblod blev ikke blot brugt som farvestof, men også som medicin (åndedræts- og mave-tarmproblemer) i middelhavsområdet og blev af de tidlige grækere, romere og arabere holdt for at have helbredende egenskaber. Dioskorides og andre tidlige græske forfattere beskrev dens medicinske anvendelser. Drageblodet kendt af de gamle romere blev for det meste indsamlet fra Dracaena cinnabari, og er nævnt i det 1. århundrede Periplus Maris Erythraei (10.17) som et af produkterne fra Socotra. Socotra havde været et vigtigt handelscenter siden i det mindste ptolemæernes tid. Lokalbefolkningen på øen Socotra bruger Dracaena-harpiksen som en slags mirakelkur ved at bruge den til alt muligt, og bl.a. generel sårheling, et koaguleringsmiddel (selvom dette er dårligt tilrådeligt med kommercielle produkter, da Calamus-arten fungerer som en anti-koagulant og det er normalt ukendt, hvilken art drageblodet kom fra) til at stoppe diarré, sænkning af feber, dysenteri, sår i mund, svælg, tarme og mave, samt et antiviralt middel til luftvejene og mod mavevirus og hudlidelser som fx eksem. Det blev også brugt i middelalderlig rituel magi og alkymi. Drageblod fra både Dracaena draco (almindeligvis omtalt som Draconis-palmen) og Dracaena cinnabari blev brugt som en kilde til fernis for italienske violinmagere fra det 18. århundrede. Der fandtes endvidere en opskrift fra det 18. århundrede på tandpasta, der indeholdt drageblod.

Drageblod fra begge Calamus blev brugt til ceremonier i Indien. Nogle gange blev Dracaena-harpiks, men oftere Calamusharpiks brugt i Kina som rød lak til træmøbler. Det blev også brugt til at farve overfladen på skrivepapir til bannere og plakater, især brugt til bryllupper og til kinesisk nytår. Drageblodrøgelse sælges også lejlighedsvis som "red rock opium" til intetanende potentielle stofkøbere. Det indeholder faktisk ingen opiater og har kun små psykoaktive virkninger, hvis overhovedet nogen.

I dag har drageblod en række anvendelser. Ud over at det er et pigment i malerier og farver, bruges det stadig som en lak til violiner, i fotogravering, som medicin, som røgelsesharpiks og som kropsolie. En undersøgelse af oral toksicitet af DC-harpiks-methanolekstraktet taget fra det flerårige træ Dracaena cinnabari blev udført på hun Sprague Dawley-rotter i februar 2018. Akutte orale toksicitetstest viste, at ekstraktet kunne tolereres op til 2.000 mg/kg kropsvægt.