kartoffel

Solanum tuberosum

Kartoffel er et godt hudplejemiddel, når vinteren hærger og den kolde luft er hård ved fingrene. Mos kogte kartofler med mælk og massér blandingen ind i hænderne, lad det sidde nogle få minutter, rens, vask og tør hænderne.

KARTOFFEL Solanum tuberosum

Kartoflen afgifter kroppen, virker vanddrivende, modvirker nyresten og opløser krampe. 

Kartoflen kom fra Sydamerika og var noget af det, vi måske skal takke Columbus mest for. Kartoflen havde dengang ry for at kurere lidt af hvert. I England blev det almindeligt i en periode at bære en rå kartoffel mod reumatiske lidelser. Damerne fik endda indsyet lommer til samme formål for at kunne bære kartoflen under kjolen. Det er senere videnskabeligt bevist, at kartoflen har en både forebyggende og helbredende virkning overfor reumatisme. Man har foretaget mange undersøgelser med rå kartoffelsafts gode virkning på podagra, lumbago og reumatisme. Kalium optræder i særlig stor mængde, hvilket afhjælper for meget syre og gigtsymptomer. Selv udvendigt har det en effekt. Læg et omslag med rå kartoffelsaft på smertende gigtsteder og mærk effekten. Til seneskedehindebetændelse anbefales ligeledes et omslag med rå saft. 

Til indvortes brug, drik enten saften fra rå kartofler eller skær en rå kartoffel med vasket skræl i skiver og lad den ligge natten over. Dette udtræk er særlig godt ved gigt og skal drikkes næste morgen. Et af de bedste råd mod leddegigt er at gå på kartoffelkur. 2 kg kartofler skrubbes rene, skæres med skræl i terninger og koges i 45 minutter i 3 liter vand. Afkoget sies og drikkes i løbet af dagen. Den faste kartoffelmasse kan bruges til kompost. 

Hvilket minder mig om historien om krigsskibet Kronprins Wilhelm, der sejlede i 1915 i 255 dage uden at komme i havn. Der var rigelig proviant med smør, kiks, kartofler, bacon, bønner, te, kaffe, salt, vin, øl og anden luksus. Der var endda beregnet 1½ kg kød om dagen pr besætningsmedlem og man skulle tro, at sømændene kunne leve fedt. De manglede rå frugt og grøntsager og blev mere og mere syge. Efter 255 dage havde 110 sømænd ud af 500 lammelser i benene, musklerne visnede, forstørret hjerte, anæmi, ødemer og smertefuld neuritis. De kom heldigvis i forbindelse med en klog læge, som ordinerede en diæt bestående af afkog med nemt optagelige mineraler og opløste salte. Kuren lød, vask og skræl kartofler, smid det hvide væk og kog skrællen. Drik afkoget fordelt over hele dagen, 120 gram om dagen. Nogle dage senere var de alvorligste symptomer hos det syge mandskab forsvundet. Et besætningsmedlem kunne gå igen efter at have været lammet i begge ben. 

De tidligst kendte kartofler blev opdaget i Andesbjergene i Peru og Chile og lignede langt fra de forædlede kartofler, vi kender fra grønthandlerne i dag. De tidligste spor dateres til omkring år 400 f.Kr. og de blev fundet ved en arkæologisk udgravning ved Titicaca søens bred. Andre spor er fundet i Bolivia, Peru og ved Chiles nordlige kyster. 

Spanierne røvede som bekendt inkaerne for enorme skatter af guld og ædelstene. Men historisk set var den største skat de hjembragte fra inkariget kartoflen, der i dag er en af de vigtigste fødevarer i Europa overhovedet. Men kartoflens popularitet var svær at få øje på i starten. Europæerne modtog den ikke med kyshånd - for den var jo ikke omtalt i Biblen. En anden berømt grøntsag, tomaten, led samme kranke skæbne. Pudsigt nok for dens slægtning, tobaksplanten blev omgående accepteret! 

Kartoflen blev af præstestanden erklæret uegnet som menneskeføde. Biblen tager som bekendt ikke fejl. Ikke desto mindre nåede kartoflen til Sevilla i 1570, hvor den i 1573 blev brugt til at bespise hospitalspatienter.

Derfra bredte den sig langsomt til resten af verden. Først til Italien og Tyskland, så Orienten.

I Sverige tvang et kongeligt svensk dekret svenskerne til at dyrke kartofler. Nu bredte kartoflen sig endelig, om end det skulle tage næsten 2 århundreder fra hjembringelsen fra Sydamerika til den almene accept af kartoflen. Resten af historien er velkendt, og i dag er der vist ingen, der kan forestille sig, hvordan vi overhovedet skulle kunne undvære denne fantastiske afgrøde.

Alma Nissen gjorde kartoflens afkalkende virkning kendt på sit svenske helsehjem, hvor

gigtpatienter kom på kartoffelvandsfaste og udrensning. Hun havde fået den gode idé, da hun af sin mor havde lært, hvordan en enkelt skive kartoffel kunne fjerne kalk på gryder og kedler. Hun helligede det meste af sit liv til at sprede information om kostens og særligt kartoflens virkning og på at afkalke sine medmennesker.

Kartoflen bliver brugt i flere sjove danske ordsprog, hvor man gerne vil være en heldig kartoffel, mens den varme kartoffel ikke er ønskværdigt at få.

Kartoflen er botanisk set en rodfrugt ligesom guleroden, rødbeden, persilleroden og sellerien, men ernæringsmæssigt er den ikke en grøntsag. Det skyldes, at kartoflen har et højere indhold af stivelse og et lavere indhold af bioaktive plantestoffer end andre rodfrugter. Rodfrugten indeholder desuden A-, B6 og C-vitamin, samt calcium, magnesium og jern.

Kartoflen tæller således ikke med i de anbefalede 600 g frugt og grønt om dagen. Kartoflens ernæringsmæssige rolle svarer til kornprodukter som ris, pasta og brød, der består af stivelse og giver brændstof og mæthed.

Der findes forskellige sorter og slags, hvor nogle kartofler er cremede, mens andre tørre. Nogle er svære at pille uden de smuldrer og egner sig til at blive stegt, bagt, som bagekartofler, eller måske brunede, mens andre igen egner sig mere til kartoffelmos. Salatkartoflen, som vi tit kalder aspargeskartoflen, har en god balance mellem sødme og bitterhed og er temmelig fast med en lidt læderagtig skræl, som ikke er så spisevenlig. God som pillekartoffel og perfekt i en salat både varm og kold.