Laurbær er blevet anvendt siden oldtiden af både de gamle grækere og af romerne, som gav den navnet den noble, ædle Laurus, fordi den var anset som et universalmiddel, der fjerner alt lige fra leverskavanker, ledsmerter, fordøjelsesproblemer og var dengang selv kendt for at 'knuse' nyresten.
LAURBÆR Laurus nobilis
bruges hovedsageligt til behandling af sygdomme i den øvre del af fordøjelseskanalen og til at lindre smerter fra betændte led. Den regulerer appetit og fordøjelsesvæsker og fremmer derfor optagelse af næringsstoffer ved brug i maden. Laurbær kan også bruges til at fremprovokere menstruation og er desuden kendt for at virke mod astma.
Bladene er rige på vitamin C, vitamin A, mangan, jern, calcium, og magnesium. Andre vigtige indholdsstoffer i bladene er eugenol, som vi kender fra kryddernellike, quercetin som er den vigtigste aktive ingrediens i hvidløg, samt antioxidanten catechin, som er det der gør grøn te så sundt. Laurbær virker anti-inflamatorisk, særligt i forbindelse med urinsyregigt, da det er en af de mest urindrivende planter, vi kender. Selv de gamle grækere kendte til denne effekt og sagde af samme grund, at laurbær kan knuse nyresten, som jo hovedsagelig skabes ved aflejringer af urinsyre.
I det gamle Grækenland ærede man digtere og præster med laurbærkranse. Derfra stammer laurbærkransen, som vinderen stadig får over hovedet i forskellige sportsgrene og udtrykket om at hvile på laurbærene oprindeligt opstår i det man kan ikke tillade at hvile sig efter sejren.
Selv oraklet i Delfi tog laurbær til hjælp, når der skulle spås. Et visnet laurbærtræ varslede ulykke for husets beboere. I det gamle Rom blev bladene brugt som medicin, krydderi og dekoration under Saturnaliafesten i december. Laurbær blev viet til guderne, Apollon og hans søn Æsklepios, der stod for medicin og lægekunst. Udtræk af bladene blev taget for den varmende og styrkende virkning på mave og blære og kompres lavet af bladene lindrede hvepse- og bistik. Den græske læge, Dioscorides fra det 1.årh.e.Kr. skrev, at bark af laurbær "knuser nyresten og er god mod leverskavanker".
Laurbærtræet, på græsk dafne, var helliget Apollon, den græske gud for poesi og lægekunst. Legender fortæller, at Apollon blev forelsket i den meget unge og helt uskyldige pige, der for at bevare sin uskyld lod sig forvandle til et laurbærtræ. Hans profetier blev meddelt hans præstinder i Delfi, som spiste laurbærblade før de kunne forudsige orakelsvarene. Da laurbærbladene har en lettere narkotisk virkning i større doser, kan de have frembragt dem i trance. Apollons tempel i Delfi havde et tag udelukkende lavet af laurbærblade for at beskytte mod sygdom, djævelskab og lynnedslag. En laurbærkrans blev symbolet på hæder for poeter og sportsudøvere, og for romerne var det symbol på visdom og berømmelse.
Laurbærtræet er et lille stedsegrønt træ, sjældent over 8 m, med mørk, glat bark og helrandede blade med bølget rand, der ved knusning afgiver en karakteristisk aromatisk duft. De små, gullige blomster er firetallige og enkønnede, hvilket er usædvanligt i familien. Frugten er et sort bær. Laurbærtræet dyrkes som have- og parktræ i Mellem- og Sydeuropa samt som stueplante. Jeg har opdaget laurbær vokse frit forskellige steder i verden som små buskagtige og naturlige hegn bl.a. på Mallorca. Her plukkede jeg en god portion til at tage med hjem til mit eget husapotek...
I efteråret i forbindelse med min præsentation af forskellige urter anvendt som naturlig røgelse, såsom salvie, palo santo, frankincense og myrra bør jeg nævne, at laurbær på samme måde kan bruges som røgelse.
Tænd et tørt laurbærblad med en tændstik, lad det brænde lidt og så ligge og gløde... Snart vil du kunne fornemme en beroligende duft fylde rummet, der hjælper til at lindre stress og spændinger...
ॐ shanti ॐ