rosenpeber

Schinus terebinthifolius

rosenpeber vildleder med navnet, da træet ikke er i familie med peber og da 'bærrene' kaldet rosenpeber smager helt anderledes aromatisk, mildt og sødt
sammenlignet med almindelige hvide, grønne og sorte peberkorn.

ROSENPEBER

Schinus terebinthifolius

Rosenpeber går også under det latinske navn, Schinus molle, hvor Schinus betyder hud og molle betyder blød. Dette hentyder til bærrenes bløde skind.

Jeg har set krydderiet på flere peruvianske markeder og hvordan de hænger som lyserøde klaser på træerne, der vokser vildt rundt omkring på de kanariske øer, bla. på Tenerife, la Gomera og el Hierro. Træet kan blive op til 10 meter højt med smukt hængende grene. Selve krydderiet er de små, runde bær, der er omgivet af en tynd rosafarvet skal.

Rosenpeber findes som lufttørret, frysetørret og frisk syltet i eddike. Duften minder lidt om koriander, brændt enebær, hindbær og jordbær. Smagen er mild med undersmag af brændt gran og modne røde bær. Rosenpeber har både en behagelig blomsteragtig sødme og en let bitterhed, der gør, at smagen ikke helt forsvinder, når den anvendes med andre råvarer. Bærrene kan anvendes hele eller let knuste i vinaigretter og grøntsagsretter, til tørre oste eller desserter. På julekonfekten giver rosenpeber både farve og smag, der komplementerer mørk eller hvid chokolade. Som flere af billederne her på siden viser, kan rosenpeber ikke blot sprede en duft af jul, men virke som ren dekoration.

Rosenpeberkorn indeholder antioxidanter og antibakterielle æteriske olier. Der er noget, der tyder på, at rosenpeber kan sænke blodsukkeret og risikoen for at udvikle kræft. Krydderiet indeholder carotenoider og forskellige plantefarvestoffer, bl.a. høje niveauer af anthocyanin, pigmentet, der giver peberkornene dens farve, gallussyre og bioflavonoider. Disse tre indholdsstoffer har antioxidative og anti-inflammatoriske egenskaber, som beskytter mod frie radikaler, der ellers ville kunne forårsage skade på kroppens celler.

Rosenpeber er beslægtet med mango, cashewnødder og gift vedbend og kan forårsage en allergisk reaktion, hvis de indtages i store mængder af personer, der er følsomme overfor netop disse planter. Peberkornets forhold til disse plantefølsomheder fik USAs regering til at forbyde importen af ​​krydderiet i 1980'erne. Rapporter siger, at indtagelse af krydderiet kan føre til hovedpine, vejrtrækningsbesvær og hævelse af øjne og hals, mavesmerter og fordøjelsesproblemer. Franskmændene, som var de primære eksportører af krydderiet, var uenige i FDA's afgørelse. De lobbyede for at få forbuddet omstødt og det lykkedes til sidst. Krydderiet har dog stadig ikke FDA's GRAS, eller "generelt anerkendt som sikkert", status til konsum. Det anbefales kun at indtage krydderiet i små mængder, og at personer med svær cashew-, mango- eller poison ivy-allergi bør undgå krydderiet helt.

Den æteriske olie høstet fra bærrene er også almindeligt brugt i parfumer og kropsplejeprodukter på grund af dens aromatiske blomsteragtige duft med træagtige undertoner af citrus og fyrretræ, der ligner enebær, og bruges til at tilføje en attraktiv blomstret og krydret duft. Smagen af ​​peberkornene passer godt sammen med de varme julekrydderier som kardemomme, kanel, nelliker og ingefær. Peberkornene supplerer urter som mynte, basilikum, citrongræs, rosmarin og lavendel og citrus, herunder appelsiner, citron og bergamot. Rosenpeber sammen med søde syrlige frugter som ananas, jordbær og granatæble og cremede desserter giver en unik sød oplevelse.

Peberkornene er for bløde til at male i en krydderimølle, medmindre de kombineres med andre, hårdere peberkorn. Kværn i stedet frugterne i en krydderikværn eller knus dem med en morter og støder for det bedste resultat. Det formalede og uformede krydderi skal opbevares i en lufttæt beholder væk fra varme- og lyskilder for de bedste resultater. For den bedste smag skal du male friske rosenpeberkorn til hver opskrift og bruge hele peberkorn inden for to år.

Oprindeligt stammer rosenpeber fra Sydamerika og er så blevet plantet flere steder i verden bl.a. på Madagaskar og La Réunion i det Indiske Ocean, hvor peberen fik navnet Rose de la Réunion. Historisk set er de lyserøde peberkorn blevet brugt i Brasilien til behandling af luftvejslidelser som bronkitis og til behandling af bakterielle infektioner. I Mexico fremstilles en fermenteret drik kaldet copalocle af bærrene. Friske, grønne blade blev brugt i traditionelle rense- og velsignelsesceremonier i Mellemamerika. I Peru bruges saften som et mildt afføringsmiddel og et vanddrivende middel, og hele planten bruges til frakturer og som et lokalt antiseptisk middel. Harpiksen bruges eksternt som en sårheler, stopper blødning og mod tandpine, og den tages internt mod gigt og som udrensningsmiddel. Andre traditionelle medicinske anvendelser af træet inkluderer at bruge det som et astringerende, vanddrivende og slimløsende middel. De lidelser, det er kendt for at behandle, omfatter menstruationsforstyrrelser, bronkitis, tandkødsbetændelse, gonoré, gigt, tuberkulose, tumorer, sår, urethritis, vorter, sår og urogenitale og kønssygdomme.

Gamle peruvianske civilisationer brugte rosenpeber til at brygge en alkoholisk drik, der ligner mjød kendt som chicha. Den gamle opskrift blev først skabt af Wari, en civilisation, der er 500 år før inkaerne. Wari er en relativt ukendt civilisation uden skriftlige optegnelser, og de tidligste udgravninger af deres bosættelser fandt kun sted i de sidste par årtier. På trods af mysteriet omkring kulturen opdagede en arkæolog i begyndelsen af ​​det 21. århundrede et af de ældste store bryggerier i Sydamerika på et Wari-sted i Cerro Baul. Udgravning af stedet afslørede organiske lyserøde peberkornsmolekyler, der sad fast i gryderne og de trin, der blev brugt i den gamle brygningsproces. Ved at bruge dette og viden delt af nuværende oprindelige folk, indsnævrede de mulige opskrifter, der blev brugt af Wari til at brygge chicha. Disse opskrifter blev testet ved University of North Carolina med hjælp fra peruvianske kvinder og replikerede lerkar. Yderligere forskning har afsløret, at chicha var en vital del af Wari-stammens politik, der blev serveret ved traditionelle fester for at ære besøgende og guddomme, og at de førende bryggere af drikkevaren var stammens ældre kvinder. Traditionel chicha brygges stadig lokalt af indfødte peruvianere.

Begge rosenpeberkornsarter er hjemmehørende i Sydamerika, i Peru Schinus molle og i Brasilien Schinus terbinthifolia. Bærrene blev brugt i vid udstrækning af oprindelige folk i Sydamerika, herunder inkaerne, som brugte dem medicinsk og til madlavning.

Oprindelige mennesker over hele verden har fundet anvendelser for blade, bark, bær og rødder fra Schinus molle-træet. Nogle af disse anvendelser fortsætter i dag. En te er lavet af bladene i nogle afrikanske lande til behandling af luftvejsproblemer. Etiopiere bruger bladene til at frastøde stuefluer. Et desinfektionsmiddel fremstillet af den æteriske olie har vist sig effektivt mod væggelus. Ekstrakter af blade og frugt har vist sig at være effektive mod nogle typer bakterier og mod leukæmiceller.