vejbred

vejbred

Plantago major

Vejbred er én af vores vigtigste medicinplanter, som vi næsten alle kender fra grøftekanter og har set overalt i naturen, men de færreste ved, at det er fra denne urt, vi får loppefrøskaller, kendt som det bedste fiber husk-pulver.

planten er den mest fiberrige af alle - men den kan så meget mer'


VEJBRED
Plantago major

Vejbred vokser typisk der hvor færdsel ellers slider plantevæksten ned. Vejbreds blade har mange langsgående strenge, som er temmelig seje og gør bladet stærkt – så stærkt at selv daglig betrædning ikke ødelægger bladet. I min barn- og måske endnu mere ungdom var det almindelig kutyme at brække et blad over på midten, så nogle af disse seje strenge blev blottet og man kunne så tælle, hvor mange kærester, man fik.


Blomsterne er meget små og grønlige, og de sidder i lange aks. Blomsterne vindbestøves og danner små frø. Når frøene bliver våde, svulmer de op og bliver klæbrige. De kan derfor hænge fast i fodtøj og køretøjer. Ved hjælp af denne meget effektive spredningsmetode har vejbred spredt sig fra Europa ud til hele verden.


I de nordiske lande dukker vejbred op samtidig med, at de første dyrkede marker viser sig i stenalderen for næsten 4.000 år siden. Det er resultatet fra pollenanalyse. De små pollen, hvor en enkelt plante danner op til 20.000, klæber til europæere, som slæber et spor af vejbred efter sig rundt i verden. Man kan derfor følge deres aktiviteter ved at følge plantens udbredelse – deraf indianernes navn »den hvide mands fodspor«. Plantago stammer fra latinsk »planta«, der betyder fodsål. Det norske og svenske navn groblad kan oversættes til »helende blad« og afspejler troen på bladenes evne til at hele sår. Gennem de følgende årtusinders historie dukker vejbred op igen og igen som lægeurt med et væld af indikationer.


Der findes flere fortællinger om vejbredens eventyrlige effekt. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på Bornholms urtemand, Thomas, der har en vejbred tatoveret på bagsiden af det ene ben, en tegning der fylder hele hans læg. Nu skal der lige tilføjes, at Thomas er en blid og hyggelig urtemand og ellers ikke én, man forbinder med store tatoveringer. Netop derfor spurgte jeg ham om årsagen til denne kæmpe vejbred - og han brød ud i et smil og forklarer sin fantastiske historie om dengang hans far var syg og havde et uhelbredeligt skinnebenssår, som lægerne uden held havde forsøgt at helbrede i lange tider. Han bandt det ind i vejbred og inflammationen var snart væk.

Her en anden historie om den magiske vejbred, som jeg læste for nylig: – En skovhugger i Nordsverige arbejdede alene med at fælde træer. Desværre var uheldet ude og pludselig stod han dér med en dyb flænge i låret…! Der var ingen i miles omkreds, så hvad gør vor resolutte skovhugger? Han samler hurtigt en mængde vejbredblade, presser dem over det blødende sår og snører stramt efter med strimler af sin skjorte….! Han blev samlet op otte timer efter og da man på skadestuen blotlagde læsionen, var ikke blot blødningen standset, men såret var også »lægt«!


Der kendes en lang række biologiske aktiviteter af udtræk fra vejbred. De er ikke henført til et enkelt kemisk stof i planten, fordi undersøgelserne har været udført med uoprensede udtræk. Det er derfor sandsynligt, at resultatet er en sum af den samlede virkning af flere forbindelser. Et naturstof har næsten altid flere biologiske virkninger. Sagen kompliceres yderligere af, at der kan optræde synergi, dvs. at den samlede effekt overstiger summen af de enkelte stoffers virkning.


Mange af de påviste aktiviteter er ikke særligt kraftige sammenlignet med de gængse lægemidler, der er på markedet. Flere effekter skyldes ikke direkte virkninger, fx er den antivirale effekt et resultat af, at immunsystemet stimuleres og uskadeliggør virus. I 2003 beskriver Geir Hetland fra det norske »Nasjonalt folkehelseinstitutt«, hvordan en pektin, der er et højmolekylært sukkerstof, fra vejbred beskytter mod alvorlige infektioner i luftvejene ved at stimulere første forsvarslinje i immunsystemet. Pektinen har også effekt, efter at infektionen har bidt sig fast. Kort sagt er der i dyreforsøg med sikkerhed påvist effekt mod mavesår, forebyggende virkning mod virusfremkaldt kræft, svag aktivitet mod svampe og bakterier, god virkning mod Giardia duedenalis mave-tarm infektioner, svag anti-malarie aktivitet og anti-inflammatorisk aktivitet. Den sidste aktivitet fremmer ikke sårheling, fordi helingen kræver den inflammatoriske reaktion.

I Danmark og Norge har vejbred været brugt mod betændelsessygdomme (inflammation), bi-, hveps- og nældestik, forbrænding, snitsår, eksem, infektion ved sår, udslæt, blødninger, forkølelse, lungesygdom, bylder, hæmorider, sygdom i øjet og ved sårheling. Listen bliver mange gange længere, hvis resten af verden tages med.


Loppefrøskaller er de ydre skaller, der sidder uden på frøene på psyllium-planten (Plantago ovata Forsk.), som er en del af Vejbred-familien. Plantago ovata kaldes også for psyllium, og på engelsk kaldes loppefrøskaller for psyllium husks. Navnet stammer oprindeligt fra det græske [psýllos], der betyder loppe. Det lidt pudsige navn med associationer til dyreriget stammer formentlig fra loppefrøenes udseende og skallernes livlige tilbøjeligheder. Det danske navn ’loppefrøskaller’ er altså en nærmest direkte oversættelse af det oprindelige græske navn. Helt tilbage i 1950’erne undersøgte man planteslim (mucilage) fra loppefrøskaller og identificerede et højt forgrenet polysakkarid (kulhydrat) i form af arabinoxylan. Nyere analyser har bekræftet, at det er det høje indhold af dette komplekse kulhydrat, der giver loppefrøskaller sine helt særlige egenskaber.


Loppefrøskaller (psyllium husks) er de små skaller, som har en stor virkning. Det er et naturprodukt med en klinisk dokumenteret effekt som middel til regulering af fordøjelsen, og som senere har vist sig også at have en regulerende effekt på blodsukkeret.


Den største anvendelse i dag for loppefrøskaller er den tarmregulerende effekt, hvilket beror på skallernes ekstraordinære vandbindingsevne, den smørende virkning af de mucilerende fibre samt fibrenes evne til at bevare deres geldannende effekt gennem hele fordøjelseskanalen. Dertil kommer den regulerende effekt på blodsukkeret.


Loppefrøskallers anvendelse:
•    Forstoppelse
•    Tynd mave
•    Irritabel tyktarm
•    Hæmorider, divertikler
•    Regulering af blodsukker
•    Glutenfri bagning


Traditionel indisk medicin, Ayurveda, har anvendt loppefrøskaller som smørende og lindrende afføringsmiddel samt ved tynd mave gennem tusinder af år. Den kommercielle anvendelse af loppefrøskaller kan spores tilbage til arabernes og persernes ankomst til Indien i det 10. århundrede. At midlet stadig har sin berettigelse i dag - på trods af udvikling af nyere syntetiske midler - skyldes formentlig, at loppefrøskaller er billige, har en mild virkning til gavn for de fleste og kun få rapporterede bivirkninger.


Loppefrøskaller er et naturprodukt, og det er en formildende omstændighed, som gør det nemmere for mange at forlige sig med at skulle tage et tarmregulerende middel dagligt. Loppefrøskaller er også blevet populære i stenalder-/palæokost, værdsat af særligt veganere til æg-/glutenfri bagning, hvor det er en uundværlig ingrediens.


Kilder
A. B. Samuelsen Journal of Ethnopharmacology Bind 71, 2000 side 1-21. The traditional uses, chemical constituents and biological activities of Plantago major L. A review.
G. Hetland Current Medicinal Chemistry: Anti-Infective Agents Bind 2, 2003 side 135-146. Anti-infective action of immuno-modulating polysaccharides (β-glucan and Plantago major L. pectin) against intracellular (Mycobacteria sp.) and extracellular (Streptococcus pneumoniae sp.) respiratoy pathogens.