vejbred

vejbred

Plantago major

Vejbred er én af vores vigtigste medicinplanter, som vi næsten alle kender fra grøftekanter og har set overalt i naturen, men de færreste ved, at det er fra denne urt, vi får loppefrøskaller, kendt som det bedste fiber husk-pulver.

planten er den mest fiberrige af alle - men den kan så meget mer'


VEJBRED
Plantago major

Vejbred vokser typisk der hvor færdsel ellers slider plantevæksten ned. Vejbreds blade har mange langsgående strenge, som er temmelig seje og gør bladet stærkt – så stærkt at selv daglig betrædning ikke ødelægger bladet. I min barn- og måske endnu mere ungdom var det almindelig kutyme at brække et blad over på midten, så nogle af disse seje strenge blev blottet og man kunne så tælle, hvor mange kærester, man fik.


Blomsterne er meget små og grønlige, og de sidder i lange aks. Blomsterne vindbestøves og danner små frø. Når frøene bliver våde, svulmer de op og bliver klæbrige. De kan derfor hænge fast i fodtøj og køretøjer. Ved hjælp af denne meget effektive spredningsmetode har vejbred spredt sig fra Europa ud til hele verden.


I de nordiske lande dukker vejbred op samtidig med, at de første dyrkede marker viser sig i stenalderen for næsten 4.000 år siden. Det er resultatet fra pollenanalyse. De små pollen, hvor en enkelt plante danner op til 20.000, klæber til europæere, som slæber et spor af vejbred efter sig rundt i verden. Man kan derfor følge deres aktiviteter ved at følge plantens udbredelse – deraf indianernes navn »den hvide mands fodspor«. Plantago stammer fra latinsk »planta«, der betyder fodsål. Det norske og svenske navn groblad kan oversættes til »helende blad« og afspejler troen på bladenes evne til at hele sår. Gennem de følgende årtusinders historie dukker vejbred op igen og igen som lægeurt med et væld af indikationer.


Der findes flere fortællinger om vejbredens eventyrlige effekt. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på Bornholms urtemand, Thomas, der har en vejbred tatoveret på bagsiden af det ene ben, en tegning der fylder hele hans læg. Nu skal der lige tilføjes, at Thomas er en blid og hyggelig urtemand og ellers ikke én, man forbinder med store tatoveringer. Netop derfor spurgte jeg ham om årsagen til denne kæmpe vejbred - og han brød ud i et smil og forklarer sin fantastiske historie om dengang hans far var syg og havde et uhelbredeligt skinnebenssår, som lægerne uden held havde forsøgt at helbrede i lange tider. Han bandt det ind i vejbred og inflammationen var snart væk.

Her en anden historie om den magiske vejbred, som jeg læste for nylig: – En skovhugger i Nordsverige arbejdede alene med at fælde træer. Desværre var uheldet ude og pludselig stod han dér med en dyb flænge i låret…! Der var ingen i miles omkreds, så hvad gør vor resolutte skovhugger? Han samler hurtigt en mængde vejbredblade, presser dem over det blødende sår og snører stramt efter med strimler af sin skjorte….! Han blev samlet op otte timer efter og da man på skadestuen blotlagde læsionen, var ikke blot blødningen standset, men såret var også »lægt«!


Der kendes en lang række biologiske aktiviteter af udtræk fra vejbred. De er ikke henført til et enkelt kemisk stof i planten, fordi undersøgelserne har været udført med uoprensede udtræk. Det er derfor sandsynligt, at resultatet er en sum af den samlede virkning af flere forbindelser. Et naturstof har næsten altid flere biologiske virkninger. Sagen kompliceres yderligere af, at der kan optræde synergi, dvs. at den samlede effekt overstiger summen af de enkelte stoffers virkning.


Mange af de påviste aktiviteter er ikke særligt kraftige sammenlignet med de gængse lægemidler, der er på markedet. Flere effekter skyldes ikke direkte virkninger, fx er den antivirale effekt et resultat af, at immunsystemet stimuleres og uskadeliggør virus. I 2003 beskriver Geir Hetland fra det norske »Nasjonalt folkehelseinstitutt«, hvordan en pektin, der er et højmolekylært sukkerstof, fra vejbred beskytter mod alvorlige infektioner i luftvejene ved at stimulere første forsvarslinje i immunsystemet. Pektinen har også effekt, efter at infektionen har bidt sig fast. Kort sagt er der i dyreforsøg med sikkerhed påvist effekt mod mavesår, forebyggende virkning mod virusfremkaldt kræft, svag aktivitet mod svampe og bakterier, god virkning mod Giardia duedenalis mave-tarm infektioner, svag anti-malarie aktivitet og anti-inflammatorisk aktivitet. Den sidste aktivitet fremmer ikke sårheling, fordi helingen kræver den inflammatoriske reaktion.

I Danmark og Norge har vejbred været brugt mod betændelsessygdomme (inflammation), bi-, hveps- og nældestik, forbrænding, snitsår, eksem, infektion ved sår, udslæt, blødninger, forkølelse, lungesygdom, bylder, hæmorider, sygdom i øjet og ved sårheling. Listen bliver mange gange længere, hvis resten af verden tages med.


Loppefrøskaller stammer fra den vejbred-plante, der også kaldes psyllium-planten (Plantago ovata). Helt konkret er det de små fine tynde skaller, som sidder rundt om frøene.


Selve navnet psyllium er egentlig græsk [psýllos] og betyder loppe. Loppefrøskaller kan også godt ligne små lopper lidt, men er jo altså en plantedel og tilhører dermed slet ikke dyreriget :) Loppefrøskaller er derimod fuldstændigt veganske – og samtidig glutenfri! Men det er da pudsigt, at det danske navn er en direkte oversættelse af det græske.


En stor del af effekten fra loppefrøskaller kommer af den geleagtige masse, de danner når de suger en masse væske. Denne planteslim (muscilage) blev allerede grundigt undersøgt i 50’erne, hvor man fandt et meget forgrenet polysakkarid – arabinoxylan. Mere nutidige analyser har bekræftet, at det netop er den høje mængde arabinoxylan som giver loppefrøskaller deres evner.


Loppefrøskaller er et helt naturligt produkt med en klinisk dokumenteret effekt på fordøjelsen og blodsukkeret.


Den mest almindelige anvendelse af loppefrøskaller i dag er for fordøjelsen. Det skyldes skallernes ufatteligt effektive evne til at suge væske, danne den slimede smørende masse i tarmen, som hjælper mod både løs og træg mave. Hvis du har tendens til løs mave vil fibrene hjælpe med at suge overskydende væske i tarmens, men de hjælper med at løsne op ved træg mave og sikrer at selv forstoppende klumper bliver transporteret med igennem og ud. Desuden er fibrene mad for de gavnlige bakterier i tyktarmen, som er så vigtige for den generelle sundhed og velbefindende.


Anvendelse af loppefrøskaller:

  • Hård mave / forstoppelse
  • Løs mave / diarré
  • Irritabel tarm syndrom (IBS)
  • Udposninger i tarmen (hæmorider, divertikler eller andet)
  • Blodsukkerregulering


I Indien har man anvendt loppefrøskallerne mod fordøjelsen (både hård og tynd mave) som en del af den traditionelle medicin (Ayurveda) gennem tusinder år. De første til at sælge loppefrøskaller var perserne og araberne efter de ankom til Indien i det 10. århundrede. I dag anvendes loppefrøskaller stadig over hele verden, på trods af at nye syntetiske midler er blevet opfundet. Det skyldes helt sikkert at loppefrøskaller er et billigt naturprodukt, som har en gavnlig virkning på langt de fleste og at der stort set ikke er nogle som har haft bivirkninger ved brug.


For mange er det en formildende omstændighed at loppefrøskaller er et naturprodukt, når de nu skal spises dagligt som middel mod fordøjelsen. På grund af deres høje indhold af fibre og fibre og det faktum at loppefrøskaller er glutenfri, har de vundet stort indpas og er blevet uundværlige i både palæokost og glutenfri bagværk.

en stor tak til Sigrid, som er forfatteren til den sidste del af teksten - https://biodanepharma.com/alt-om-loppefroeskaller/ 


Kilder
A. B. Samuelsen Journal of Ethnopharmacology Bind 71, 2000 side 1-21. The traditional uses, chemical constituents and biological activities of Plantago major L. A review.
G. Hetland Current Medicinal Chemistry: Anti-Infective Agents Bind 2, 2003 side 135-146. Anti-infective action of immuno-modulating polysaccharides (β-glucan and Plantago major L. pectin) against intracellular (Mycobacteria sp.) and extracellular (Streptococcus pneumoniae sp.) respiratoy pathogens.