ærter

Pisum sativum

Ærter er en yderst sund og næringsrig grøntsag, der udmærker sig ved et højt indhold af protein med intet mindre end 19 forskellige aminosyrer repræsenteret samt masser af kostfibre, der giver motion til tarmene og en god mæthedsfornemmelse.

Ærter er spækket med vitaminer og indeholder en bred vifte af vigtige mineraler.

ÆRT

Pisum sativum

har allerede siden bronzealderen været dyrket her i landet. Det kan måske give forklaringen på, at navnet ært er fælles nordisk. Oprindeligt dyrkede man hårde, modne gule ærter, men dyrkning af umodne grønne ærter først blev kendt i slutningen af 1400-tallet. Ært har været en del af hverdagskosten hos både rig og fattig. Selv i dag kender de fleste gule ærter.

Ærten hører til ærteblomstfamilien, Papilionaceae og det latinske navn Pisum sativum er en samlegruppe bestående af flere underarter. Mange ordsprog og vendinger handler om ærter, som fx de hænger sammen som ærtehalm, pil af grønært eller vi skal nok klare ærterne!

Oprindelsessted er det østlige middelhavsområde, Iran, Afghanistan og Tibet. Ærter har været kendt og dyrket i mange tusinde år, bl.a. er der i Schweiz fundet ærtefrø, der er mere end 5000 år gamle. De tidligste fund af ærter i Danmark dateres til bronzealderen og ved begyndelsen af vor tidsregning dyrkedes der ærter på små markstykker i Nordjylland. Det drejer sig i disse tilfælde om anvendelse af de modne, tørre ærter. Det er noget usikkert, hvornår man fandt på at spise de umodne, grønne ærter, men det vides med sikkerhed, at der solgtes grønne ærter i København på Kong Hans’ tid (1455-1513).

Efterhånden er to andre typer ærter, sukkerærten og slikærten blevet ret populære. Det er de såkaldte mangetout-ærter, som på fransk betyder spis alt og kan forstås som alt kan spises. Det betyder man spiser hele bælgen, da den hverken har seje hinder eller tråde. Det dækker primært over sukkerærter og slikærter, der høstes tidligt.

Sukkerærter forveksles ofte med slikærter. Både sukkerærter og slikærter mangler den seje hinde, som almindelige marv-ærter har. Derfor kan hele bælgen spises. Sukkerærternes flade, sprøde bælge med meget små eller endnu uudviklede ærter og høstes, før ærterne svulmer. Slikærter er rundbælgede med kødfulde tykke bælgvægge, stadig sprøde og spiselige, men plukkes først, når bælgen er fyldt. De er alle søde i smagen og kan spises rå eller lynsteges.

Forskellen på mangetout og almindelige ærter er, at ved traditionelle skal- og marv-ærter fx almindelige ærter fra frost er bælgen sej og uspiselig, og man spiser kun selve ærterne.

I dag dyrkes der grønne ærter i alle verdensdele med USA og England, som de største producenter. Danmark har fået en stor produktion af grønne ærter til konserves og er sammen med det øvrige Skandinavien verdensberømte for den gode kvalitet. Dette skyldes især det kølige sommerklima, som er ideelt til ærtedyrkning.

Ærter indeholder de fleste vigtige aminosyrer og er rig på B, særlig B3 og B5-vitaminerne. Ærterne er som alle bælgfrugter fyldt med fibre og har et stort indhold af vitaminerne A, C og K og af mineralerne fosfor, jern, mangan, kobber og kalium. 
Læs mere om ærters ernæringsværdi og en oversigt over de mange gode indholdsstoffer HER

En spirende ært vil altid sende rodspiren nedad og bladspiren opad, uanset hvordan den vender. Dette skyldes tyngdekraften - selv en ært kan mærke, hvad der er op og ned!