kongelys

Verbascum

Kongelys virker meget slimløsnende og anvendes med fordel mod hæshed, bronkitis, astma og kighoste. Kongelys er både vanddrivende og beroligende,
samt effektivt til at afhjælpe betændelsestilstande i urinvejssystemet. 

KONGELYS

Verbascum

Kongelys(Verbascum) er en slægt med ca. 250 arter, som er udbredt i Asien og Europa med tyngdepunktet i Middelhavsområdet. Men jeg har også set den vokse mange steder herhjemme i Danmark og på de nordligere breddegrader. Det er toårige urter eller stauder, sjældnere étårige eller halvbuske. De danner først en tætløvet, grundstillet bladroset og først derefter en opret stængel med endestillede blomster. Bladene er skruestillede og ofte tæt behårede. Blomsterne er svagt usymmetriske med 5 ens kronblade, men med let forskelligtformede støvdragere. Kronen kan være gul (mest almindeligt), orange, rødbrun, vinrød, blå eller hvid. Frugterne er kapsler med mange, bittesmå frø.

• Bleg kongelys(Verbascum lychnitis)
• Filtbladet kongelys(Verbascum thapsus)
• Hjertebladet kongelys(Verbascum phlomoides)
• Kandelaberkongelys(Verbascum speciosum)
• Klasekongelys(Verbascum blattaria)
• Mørk kongelys(Verbascum nigrum)
• Olympisk kongelys(Verbascum olympicum)
• Purpurkongelys(Verbascum phoeniceum)
• Uldbladet kongelys(Verbascum densiflorum)

Kongelys er blevet brugt som lægeplante i århundreder, da den siges at have beroligende og slimløsende egenskaber. Især brugt mod astma, bronkitis og andre luftvejsinfektioner. Det skyldes særligt indholdet af saponiner, som har en slimløsende effekt, samt såkaldte slimstoffer der er komplekse kulhydrater, som danner en beskyttende, glidende hinde på slimhinderne. Dette kan hjælpe med at lindre irritation og fremme udrensning og heling af luftvejene. Men der findes nærmest ingen grænser for, hvad denne vidunderplante er blevet brugt til ikke blot mod dårligdomme. Udover at have en medicinsk effekt viser kongelys sig at have mange forskellige egenskaber. Indianerne lagde de brede blade i mokkasinerne som en sund ekstra sål og de havde tradition for at bruge blomsterne som alternativ sund tobak, der har vist sig at rense bronkier og lunger!

Blomsterne kan farve tekstiler gule, og stængler og blade har fundet anvendelse som lunter, lysvæger og til fakler. (Havehistorisk Selskab i Sorø) Indsmurt i dyretalg har den tørre blomsterstand fungeret som fakkel ved fjerne tiders gæstebud, hvor osen og lugten har skabt en forventningsfuld stemning. Overhældt med lampeolie er den stadig anvendelig som en flot lys-velkomst ved festlige lejligheder, hvor faklen efter sigende 'holder Fanden på afstand' og kan brænde i næsten en hel time. Hvem ved om det er derfor planten i sin tid har fået sit smukke danske navn, kongelys?

Kongelys indeholder stoffer, der er giftige for insekter, fisk og små dyr, men kun svagt giftig for mennesker.

Planten har også været brugt mod rotter og mus, og man sagde, at dyrene ikke kom igen, hvis de først havde lugtet planten. I Egense satte man derfor omkring 1870 en kongelysplante i et hjørne af laden. (Kilde: Medicinhaverne i Tranekær)

Frøene fra Filtbladet Kongelys indeholder et bedøvende stof, der anfægter fisk, og har været brugt til fiskeri. Det hed sig, at det var en effektiv fiskemetode, da saften bedøver fiskene, så hvis man gned sine hænder i blade fra kongelys og puttede dem ned i vandet, ville fiskene, der svømmede forbi, blive bedøvede.  

I dag er kongelys en af de meget anvendte planter mod hoste og katar i luftveje og bronkitis. Udtræk af blade og blomster bruges for at mindske slimdannelse i luftveje, og kongelys stimulerer ophostning af slim og meget gerne sammen med andre slimløsnende planter som fx timian. (Medicinhaverne i Tranekær) Det er plantens slimløsnende egenskaber, der gør den anvendelig mod hæshed, bronkitis, astma og kighoste. Kongelys er vanddrivende og beroligende og afhjælper betændelsestilstande i urinvejssystemet. ( Havehistorisk Forening i Sorø)

Også i middelalderen kendte man til kongelys som medicin. Henrik Harpestreng (1164-1244) skriver i sin urtebog; ”Liber Herbarum” blandt andet om kongelys (filtbladet): ” Den er hed og tør, og fortynder tykke væsker og hjælper mod lårværk og sår på fødderne. Den renser ond væske, der kommer af kulde og fugt. Den renser skab.”

Henrik Smid skriver i sin bog ”En Skøn Lystelig Ny Urtegaard” i 1546 om kongelys (ganske vist uldbladet – Konge lius, Liusebrand): ”Stiller udvendig og indvendig smerte. Afkog drikkes mod koldfeber (malaria), og kogt med vin stiller det diarré og mod lungesot og hoste. Den kogte urt bruges som plaster ved øjensygdomme. Et destillat bruges mod rødme i ansigtet (secale forgiftning) og mod skab og sår.”

Førhen brugte lægerne de forskellige arter af kongelys, og eksempelvis roden mod diarré og bladene og blomster som urtete og tilsat badevandet. (Kilde: Middelalderhaven i Stege) Kongelys har været en særdeles brugt lægeplante, hvor Christiern Pedersen fx skriver i 1533, at man mod forstoppelse kan lægge den knuste plante kogt i vand på anus. Saften af kongelys skal drikkes mod koldfeber=malaria. Simon Paulli skriver i 1648, at planten anvendes mod tarmluft, lindrer hæmorroider, smerter i lysken, smertefuld afføring, som følge af hæmorider eller udskudt endetarm, idet man presser de kogte blomster af kongelys og kamille mod anus eller bruger kongelysblomster i et klyster. Saften af blade og blomster gnides på vorter, og blomstersaften fjerner rynker i panden på gamle piger. (Vagn J. Brøndegaards Folk og Flora)

Hildegard af Bingen (1098-1179) skriver i sit skrift ”Physica” om kongelys: ”Den, der har et svagt hjerte eller er bedrøvet, bør koge kongelys og lave små tærter deraf uden andre urter. Det vil styrke hjertet og gøre en glad igen. Den, der har brystsmerter, skal komme kongelys med fennikel i god vin. Det skal drikkes tit og man bliver rask.” I gamle dage indgik frøene også i kærlighedsamuletter. Plantens kraft var ifølge folketroen størst, hvis planten havde vokset sig stor på en kirkegård, hvor den i heldige tilfælde stadig findes.

Også dyrene kunne nyde godt af de gode egenskaber fra kongelys:
Roden modvirker hoste og lungesyge hos kvæg og heste, og te af roden gives mod koens tuberkulose, mens afkog blandet med salt og bøgeaske bruges til vask af kreaturers udslæt. (Vagn J. Brøndegaards Folk og Flora)

Når du høster, skal du vaske bladene forsigtigt med vand, hænge dem til tørre med bunden nedad og holde øje med eventuelle skimmelvækster. Hvis du ser skimmel, må du ikke bruge den. Jeg tørrer normalt mine udendørs på en veranda eller et andet sted, hvor der ikke er i direkte sol. Et varmt og tørt sted, hvor en ventilator kan være en fordel for at fremskynde tørringen.