bladbeder

Beta vulgaris

Mangold, i Danmark også kendt som bladbede eller sølvbede, er en toårig urteagtig plante i amarant-familien. Den tilhører samme art som rødbede, sukkerroe og foderroe,

men er gennem selektiv avl forædlet til at optimere selve bladet og de saftspændte bladstilke frem for rodknolden.

BLADBEDE

Beta vulgaris

Bladbede eller sølvbede – afgrøden går ofte under begge navne, men navnet sølvbede gælder kun for den oprindelige sort med de hvide stængler. Fælles­betegnelsen for alle farver er bladbede.

Bladbeden stammer oprindeligt fra strandbeden, der vokser vildt i Danmark ved især Storebælts kyster. Den grønne bladbede med de hvide stængler er en gammel kulturplante, der kommer fra middelhavslandene, hvor den stadig bruges flittigt. I flere lande bl.a. Frankrig har den også været populær som prydplante. De tidligste noteringer om bladbeder i Danmark dateres til midten af 1400-tallet, og i 1800-tallet havde bladbeden sin faste plads i enhver kålgård. De oprindelige bladbeder var mindre kødfulde og havde små blade, men ved forædling har man fået den kraftige plante frem, som vi kender i dag.

Bladbedens familieforhold har mellem eksperter længe stået til diskussion og efter en række genetiske analyser er den flyttet fra salturtfamilien over til amarantfamilien og er således blevet familiesammenført med den smukke rævehaleamarant. Hvad der ikke har ændret sig er, at den stadig er i familie med rødbeder, spinat, mælder og sukkerroer. Slægtskabet afsløres i bladenes udseende og smagen.

Sølvbede kaldes også bladbede på dansk og kan være svære at opdrive, men ikke desto mindre er de værd at kikke efter for de har stor anvendelighed. Sæsonen er lang fra april helt til oktober. Sølvbede går også under navnet husmandsasparges, fordi stænglen i smag og konsistens minder om asparges, dog mere krydret. Bladene derimod smager mere i retning af spinat, neutralt og let bittert.

Bladbeder skal spises friske, da de hurtigt mister saft og kraft, når de først er plukket. Man kan bruge blade og stilke sammen i en tærte eller grønsagslasagne, eller man kan betragte dem som to forskellige grøntsager. Bladene er som spinat og skal kun steges eller blancheres ganske kort tid. Mens de tykke stilke kan syltes, gratineres, paneres, steges eller pureres med kartofler til mos. De smager bittert rå, så hvis man vil bruge bladene i salat, skal de ikke være for store, og de skal blandes med anden salat for ikke at være for dominerende. 

Sølvbede – og bladbede – er ikke længere så almindelig i Danmark. Men planten er nem at dyrke i haven og kan spises rå eller tilberedt i et væld af retter. Stænglen kan tilberedes på samme måde som asparges, fx letdampet eller svitset i lidt smør. Bladene kan anvendes som spinat i salater, blandes i stuvninger og supper, hakkes som fyld i tærter eller tilsættes wokretter. De største af bladene kan bruges til at pakke grøntsagsfarsen ind i, inden de dampes. Prøv fx at blanchere de hvide stilke i letsaltet vand, inden de sauteres i lidt smør og evt. drysses med parmesanflager og friskkværnet peber. Eller sautér bladene i smør, hvidløg, friskrevet muskatnød og rund smagen af med lidt fløde.

Bladbeder er noget af det sundeste med et højt indhold af ­fibre, jern og vitamin A, B og C. Man skal dog være opmærksom på, at beder ligesom spinat og rabarber indeholder oxalsyre. Det binder kalcium i maden, så vi ikke kan optage den. Man kan dog neutralisere syren ved at tilsætte non-oxal (en kalciumkloridopløsning) eller mælk i retter, hvor bladbede indgår. Der er intet bevis for, at oxalsyre er skadelig, hvis den kun indtages i små mængder.

Bladbede sås direkte på voksestedet i slutningen af april eller starten af maj, når risikoen for nattefrost er ved at være ovre. Der går 1–2 uger, før planterne dukker op af jorden. Man kan så bladbeder helt frem til juli måned som 2. afgrøde efter fx radiser eller salat. Derved får man nogle små, fine planter, som man kan høste blade af langt hen på efteråret, og som har bedre overvintringsmuligheder.

Bladene høstes ca. 10 uger efter såning, ved at de ældste og største blade brækkes af ved basis, og resten af planten får lov til at sætte nye skud. Bladbeder sået i april er ganske vist høstklare fra juli/august måned, men bør dyrkes til spisning om efteråret/vinteren. Hvis man har haven fuld af andre lækre bladgrøntsager om sommeren, behøver man ikke stresse over, at man ikke kan nå at bruge bladbederne, for de holder til langt ud på efteråret, og i milde vintre kan man høste af dem hele året. Ved hård frost ødelægges toppen og de yderste blade, men den overvintrer som regel alligevel uden problemer og skyder igen i det tidlige forår, hvor friske grønsager er yderst kærkomne. Det er de yngre og ikke for kraftige planter, der overvintrer bedst. Skal der satses på forårshøst, har et hold sået i juli altså bedre overvintringsmuligheder end et forårssået hold.

Bladbede er toårig og går tidligt i frø året efter, den er sået. Man skal derfor være hurtig i forårsmånederne, for planten når ganske vist at sætte en hel del nye blade i løbet af marts/april, men skyder også meget hurtigt i vejret og eksploderer i et festfyrværkeri af frøstande på en meget kraftig og uspiselig stængel, der gør mest gavn i komposten. Den taber dermed værdi som grøntsag, men er imponerende at se på. Får den lov at sætte frø, kan man høste frø midt på sommeren til såning af 2. afgrøde eller gemme frøene til forårssåning næste forår.

Hvis man vælger den store planteafstand, skal afgrøden behandles som hovedkultur, da den udvikler sig alt for kraftigt og hurtigt og bruger for meget vand og næring til at kunne bruges som mellemkultur. Det vil sige, at i et 120 cm bredt bed er der plads til to rækker med hovedkulturer, der sås 40 cm fra hver kant. De tre mellemrækker skal være mindre krævende afgrøder som for eksempel bønner, dild, hvidløg, løg, radise, ræddike, salat eller blomster, der alle trives godt sammen med bladbeder. Hvis man kun har hovedrækker i et bed, kan bladbeder også indgå nabofællesskab med mere krævende afgrøder som pastinak, persillerod, gulerod og kål. Den trives ikke sammen med kartofler, majs og porrer.

Bladbeden er absolut en nøjsom plante. Det dybtgående rodnet gør, at den ikke er særlig følsom over for tørke, og at den let kan finde næringsstoffer langt nede i jorden. Den kan dog se trist ud på en meget varm sommerdag, men rejser sig igen, når solen ikke er så påtrængende. På varme dage bør man derfor høste den om morgenen, hvor saftspændingen er størst. Holder man jorden ren for ukrudt og giver den kompost i løbet af de to første måneder, skal planterne nok vokse hurtigt op og skygge for ukrudtet resten af vækstsæsonen.

Ligesom bl.a. rødbeder, spinat og andre bladgrøntsager kan bladbede indeholde meget nitrat. Mængden af nitrat øges ved kraftig gødning, og det er derfor bedre at gøde for lidt end for meget. 

Bladbeder er gennemgående sunde planter, der hverken får sygdomme eller skadedyr af betydning. Det sker dog, at bladlus fristes af de saftige, grønne blade. De kommer i højsommeren og sidder i små kolonier på bladenes underside. Også snegle kan lide bladene, især mens de er unge. Man kan enten spule skadevolderne af med haveslangen, fjerne bladene eller blot glæde sig over, at man kan vente med at spise af planten, til skadedyrenes tid er forbi, og i stedet koncentrere sig om sine andre sommerafgrøder.

Forekomsten af sygdomme og skadedyr hænger uløseligt sammen med artsdiversitet i haven. For at skadedyrene ikke skal tage over, skal livet begunstiges for nyttedyrene. Sørg derfor altid for at bruge blandingkultur og plante krydderurter og blomster sammen med grønsagerne. Hvis man lader noget dild gå i blomst ved siden af sine bladbeder, tiltrækkes svirrefluerne, hvis larver vil spise bladlusene. Katteurt og kørvel skulle efter sigende have en afskrækkende virkning på bladlus og snegle.

Bladbeder indeholder mange vigtige særligt mineraler, men også vitaminer og aminosyrer - se bare HER